23948sdkhjf

Beskæftigelseskurven får første knæk siden 2013

Beskæftigelsen, der ellers er steget støt, tog en puster i juli, hvor antallet af lønmodtagere faldt.
For første gang siden foråret 2013 viser Danmarks Statistiks opgørelse over antallet af lønmodtagere i Danmark et fald fra måned til måned.

Faldet er dog beskedent og udgør kun 100 personer ud af en samlet beskæftigelse på 2.653.100 personer i juli.

Men det bryder med tendensen fra de seneste mange måneder, hvor antallet af beskæftigede er steget støt med nogle tusinde personer hver måned.

Det er et fald i den offentlige beskæftigelse, der trækker nedad. I juli var der 1500 færre offentligt ansatte, og det kunne ikke opveje af en jobvækst på 1400 personer i de private erhverv.

Og det er en formildende omstændighed, at den private beskæftigelse fortsætter med at vokse, mener cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank.

- Det var altså den offentlige beskæftigelse, der trak ned, og det vurderer vi er et midlertidigt fænomen. Det er i hvert fald ikke en del af budgetterne i hverken stat eller kommuner, at der skal være et fald i beskæftigelsen.

- Men når det er sagt, så er fremgangen i den private beskæftigelse i juli til den lave side sammenlignet med tidligere. Det kan være et tegn på, at opsvinget er på vej ned i gear, siger han.

Hos Dansk Erhverv konstaterer cheføkonom Steen Bocian, at jobfesten i den private sektor fortsætter, "men der blev skruet ned for musikken".

Han advarer dog mod at lægge alt for meget i nøgletal fra sommermånederne, der traditionelt er usikre.

- Vi skal have flere tal, der underbygger samme tendens, før vi kan konkludere, at arbejdsmarkedsfremgangen er stoppet.

- Det vil dog ikke nødvendigvis være uhensigtsmæssigt rent økonomisk set, hvis fremgangen på arbejdsmarkedet tager sig en puster.

- Udviklingen i beskæftigelsen har over de seneste år været ubalanceret i forhold til væksten generelt set.

Danmarks Statistiks opgørelse over antallet af lønmodtagere omfatter også deltidsmedarbejdere, og det omfatter også personer med bopæl uden for Danmark.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094